Bloggerinterview - hvad er nu det?

Interview med Nanna fra “Life with kids” – Navne!

2

Fortæl om dig selv og din blog?
Mit navn er Nanna, og jeg er lige fyldt hele 38 år (selvom jeg stadig tror, at jeg er i 20’erne)! Jeg bor i Smørum med min mand og vores to drenge, Anton på 6 år og Oskar på 3 år. Vi flyttede hertil for snart 3 år siden. Inden da boede vi i København.
Jeg er skolelærer på den lokale skole – men ved siden af har jeg bloggen Life with kids. Her blogger jeg hudløst ærligt om livet med børn…både de store og små oplevelser – og de store og små udfordringer. På bloggen kan man finde reflekterende indlæg om tvivlen, usikkerheden og alt det andet, der hører med til at være mor. Desuden skriver jeg tit om børnevenlige oplevelser samt andre fif omhandlende livet med børn.

Da du selv var barn, havde du da nogle foretrukne navne, som du drømte om bruge til dine egne børn?
Jeg har altid vidst, at jeg skulle have børn…gerne 3 styks. Drømmen og fantasien om den store familie kom allerede, da jeg var omkring de 12 år. Ønskescenariet var dreng-pige-dreng. Sådan er jeg selv opvokset. Da jeg var de 12 år, var mit foretrukne drengenavn Alexander – og pigenavnet var Pernille (opkaldt efter min barndomsveninde). Senere i livet hældte jeg til William, men det navn blev hurtigt “for” populært. Jeg er egentlig tilhænger af lidt specielle navne, som ikke alle hedder. Det til trods for, at jeg selv gerne ville skifte navn som barn. Der var jo ingen andre, der hed Nanna…så jeg ville hellere hedde Christina eller Nadia.
Senere i livet syntes jeg også, at Mikkeline og Frederikke var to søde navne… Men jeg fik jo ingen piger! ;o)

Hvad hedder dine børn og hvorfor disse navne?
Min ældste søn hedder Anton, og den yngste hedder Oskar.
Det er egentlig flovt at fortælle det, men for mit vedkommende var navnet Anton egentlig startet som en joke. Da jeg fandt min mand, begyndte vi forholdsvis hurtigt at tale om børn. Så når vi så ud i fremtiden, var det med tanken om børn i vores liv. En dag vi talte fremtidsplaner, sagde jeg til ham, at til den tid skulle han nok regne med, at vi havde en lille Anton… Egentlig ment som en joke. Men min mand faldt for navnet. Da jeg så blev gravid, og vi fandt ud af, at det var en dreng, der gemte sig derinde, så mente min mand, at han skulle være en Anton. Vi havde ingen andre drengenavne på bedding. Derfor var det om at krydse fingre for, at han nu var en Anton… Og det var han gudskelov!
Da jeg ventede lillebror, havde vi ingen navne… Vi var tom for idéer. Mit eneste “krav” var bare, at navnet skulle passe til Anton (og gerne med et A i samt to-stavelses, ligesom resten af den lille familie)… Der gik lidt tid, før lillebror fik navn. Denne gang var det mig, der valgte det. Jeg synes, at det passer til Anton… Anton og Oskar!

Har navnene til dine børn en speciel betydning for dig?
Vores drenges navne har egentlig ingen betydning for os…ikke andet end ovenstående. Hvis vi havde fået en pige, så skulle hun nok hedde Matilde. Dette pigenavn ville min afdøde svigermor gerne have haft, at Kasper, min mand, skulle hedde, hvis han var blevet en pige.

Det har ikke noget med mine drenges navne at gøre, men mht. navnes betydning, så er min lillebror, Mikkel, opkaldt efter vores elskede, afdøde, morfar. Mikkel var hans dæknavn under 2. verdenskrig, da han var modstandsmand. Dét synes jeg er stort!

 

Du kan her læse mere om vores idé bag bloggerinterview.

 

Udgivet af: CB ❤️

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bloggerinterview - hvad er nu det?